I går fik de unge, der skal på en videregående uddannelse, svar på, om de kom ind på drømmestudiet og ikke mindst, hvor de kom ind. Med den besked er der mange unge, der også flytter hjemmefra og ”tømmer reden”.
De unge vinker forventningsfulde farvel til forældrene, og rejser ud i livet. Forældrene står tilbage med den tomme rede, stilheden, de tomme rum og opdager, at der ikke længere er brug for dem på daglig basis. Følelsen af ambivalens fylder dem. På den ene side er de glade på børnenes vegne, og naturligvis stolte af dem. På den anden side savner de dem, allerede før de er smuttet, og ikke mindst det at være noget for dem i hverdagen.
Empty nest syndrom på dansk Tom rede syndrom er en tilstand, hvor man føler tab, tristhed og ensomhed, i forbindelse med at børn flytter hjemmefra. Tom rede syndromet kan føre til en reel eksistentiel livskrise, især hvis man tillader tilstanden at blive ved med at fylde, og man ikke fylder sin nyvundne frihed med aktiviteter, man gør for sig selv.
For ca. 100 år siden blev ungerne skubbet ud af reden, når de blev konfirmeret. Konfirmationen markerede overgangen fra barn til voksen, og de skulle nu ud at tjene. Det var for mange forældre en lettelse, at der var en mund mindre at mætte. I dag er der omvendt mange, der har svært at give slip på guldklumperne.
Yngelpleje
Selvom man måske ikke ligefrem kandiderer til tom rede syndromet, kan mange sagtens genkende de følelser, der er forbundet hermed. Det er klart og næsten uundgåeligt, når man som forældre har brugt de sidste ca. 20 år på at være ansvarlige forældre, hvor omdrejningspunktet har været at få familien og ikke mindst børnene til at trives. Det har givet meningsfylde i og med livet generelt, og ofte har forældreskabet også fyldt rigtig meget i parrelationen, uanset om man har haft fælles eller dine og mine børn.
Der er gået meget tid og meget energi med ”yngelpleje”. Alt den tid og energi, står forældrene nu tilbage med, hvad skal nu give mening i deres liv, hvad skal tiden fyldes ud med, og hvad skal vi tale om?
Overskudskærlighed
Og så er der det, jeg kalder for overskudskærligheden. Kærlighed ”man ikke kan komme af med”, fordi dem man har kærligheden til, ikke er der, og/eller ikke har brug for den på samme måde længere. Det betyder ikke, at de unge ikke har brug for kærlighed fra forældrene, når de er flyttet hjemmefra, men at man som forældre ikke kan pøse kærligheden ud over dem, i alle tilfælde ikke på samme måde, som man plejede. Man må altså finde nye måder at ”komme af” med kærligheden på og bruge tiden og energien på andet end ”yngelpleje”.
Selvom du som forælder er 100% bevidst om – og lige fra deres første skrig har vidst, at hele meningen med at opfostre børn er, at de skønne unger en skønne dag skal stå på egne ben, er det ikke nødvendigvis let, når dagen kommer. Pludselig står dagen for døren, og det er udfordrende! Lige der fyldes du, selvom du ved dagen kommer, alligevel med en tom fornemmelse – ganske simpelt fordi, der er blevet tomt.
Det er selvfølgelig en lang glidende naturlig bevægelse, at børn vokser op og bliver mere og mere selvstændige - og som forældre er det vores fornemmeste opgave at hjælpe dem til netop det. Så når dine unger tager det største selvstændige skridt, og flytter, bør du klappe dig selv, og din medforælder, på skulderen og anerkende, at I har gjort det godt. Du og I skal erkende, at I nu går ind i en ny livsfase, hvor børn fylder mindre, rollerne som forældre ændres, og du må ”komme af” med din kærlighed til den unge på nye måder, og ikke mindst skal du kanalisere al den tid og energi, du tidligere har brugt på børn, over til noget andet.
Den nye livsfase
Det er en ny livsfase, der kalder på, at du, hvis du ikke allerede har gjort det, skal finde nyt indhold i livet. Det er bedst, hvis du igennem børnenes opvækst og efterhånden som børnene er blevet mere selvstændige, selv har taget plads til egne interesser, men står du der nu med den tomme følelse og med masser af tid og energi, så udnyt det og prioriter dig selv! Vær egoist og find det frem du altid har drømt om at gøre eller lære, om det er at spille tennis eller at gå på museum. Gør noget du kan fordybe dig i. Genopdag din partner som kæreste, og glæd dig over, at I nu har muligheden.
Forældre som par
Som forældrepar har børnenes gøren og laden som oftest fyldt meget i parrelationen. Det er kun naturligt, men når børnene ikke fylder så meget længere, kan det pludselig blive svært at finde noget at være fælles om, og mange oplever, at det er svært at finde noget relevant at tale om. Derfor er det en god idé at finde noget nyt at være fælles om. Man kalder det det fælles tredje. Det fælles tredje er en aktivitet eller et projekt, som I to kan være fælles om, uden at det er noget, den ene gør ved eller for den anden. Det kan være en fælles interesse; fx at studere noget sammen, gå til dans eller blive amatørornitologer. Det er kun fantasien og selvfølgelig det at finde noget, I begge synes om, der sætter grænsen. Vær åben og eksperimentér med forskellige muligheder.
Mentor-mor og fixer-far
Du skal redefinere din forældrerolle fra fuldtidsforælder og primær omsorgsperson til noget, der ligner mentor-mor og fixer-far. Du skal være der for de unge, når de har brug for det. Fyld ikke dit eget tomrum ud, og behov for at være noget for dem, ved at falde i pleasergryden og gør dem bjørnetjenester som at vaske deres tøj og fylde fryseren med hjemmelavet mad i portioner, de lige kan tilberede i mikroovnen. Gør du det, tager du selvstændigheden fra dem, og troen på dem selv om at de godt selv kan.
Skuffet forælder
Undgå at blive den skuffede forælder, der klager over, at de aldrig ringer. Oplever dine børn, at du blot venter på dem, planter du dårlig samvittighed hos dem, og skubber dem væk. De kan og skal ikke sørge for, at du føler dig prioriteret. Acceptér at det de har travlt med, er livet, der er omkring dem. Er separationen foregået i en god tone, så læn dig tilbage i troen på, at de elsker dig, og at de nok skal komme, hvis de har brug for dig. I skal nok blive tætte igen, men naturligvis på en ny måde, i en mere voksen til voksen relation – selvom de altid vil være dine børn.
Det er en balance mellem ikke at slippe dem helt, så de føler sig alene, vise dem interesse og tillid, og følge med i deres liv fra sidelinjen, men slippe dem nok til at de oplever selvstændigheden – også når konsekvenserne af deres handlinger viser sig, hvor du selvfølgelig skal være klar til at hjælpe dem, hvis noget vokser dem over hovedet.
Du og I må finde nyt indhold i livet. Find din nye identitet og jeres nye paridentitet, hvor forældrerollen ikke længere har hovedrollen. Omstil dig og nyd den nye livsfase, hvor ansvaret og forpligtelserne ikke længere står i en uendelig kø. Redefiner din måde at ”komme af” med din kærlighed til din unge på og øv dig i at prioritere dig selv, og det du har lyst til, før andet i livet.
Sæt dig selv fri i de nye muligheder.
Comments