top of page
Søg

Lær at Elske Smalltalk

Er du en af dem, der synes, at smalltalk er spild af tid, unødvendigt sludder og nærmest pinligt overfladisk? Så bør du læse videre, for smalltalk er nødvendigt for, at du kan få, det du måske ønsker dig, en dybere samtale – bigtalk.



Smalltalk er til for at skabe tryghed mellem dig og din samtalepartner. Det er ikke nok, at du er tryg!


Du skal, som en betænksom samtalepartner, sørge for at din samtalepartner er tryg i selskabet og samtalen med dig. Gør du ikke det, vil din samtalepartner enten flygte, være passiv, fx svare med enstavelsesord. Øjnene vil flakke til omgivelserne i søgen efter muligheder for at komme væk, og  din samtalepartner vil måske begynde at forsvare sig ved fx at devaluere dig, og det du siger.


Det er superubehageligt og svært at være i, og hvis du hader at smalltalke, kan det være fordi, du netop har de erfaringer med dig.


Er du den samtalepartner, folk flygter fra. Er jeg ked af at sige det, men det falder tilbage på dig selv, for du har ikke formået at gøre din samtalepartner tryg. Det siger derfor sig selv, at hvis vi skal dele noget, der er vigtigt for os, som siger noget om os som mennesker, og gør os sårbare, skal vi føle os trygge ellers klapper de fleste i som en østers. Så skal vi gå fra slet ikke at kende hinanden, til at kende hinanden med god og fuld kontakt, hvor bigtalk måske kan komme på banen, må det ske i en langsom, behagelig og tryg bevægelse.


Hader du smalltalk?

Der er som regel to grunde til, at man hader smalltalk. Enten er det fordi, man føler sig dårlig til smalltalk eller også er det fordi, man vil bigtalke – og det er også rigtig godt og givtigt at kunne bigtalke, men vi skal lige være klar til det først.


Ofte er det to sider af samme sag. Når du møder nye mennesker, er du sikkert lidt usikker og nervøs for, at de signaler du sender om dig selv, er dårlige og misvisende i forhold til, hvem du selv synes du er. Du er måske bange for at falde udenfor, blive dårligt modtaget og i værste fald for at blive afvist. Angsten for at virke som et uinteressant menneske, uden substans og holdninger - altså ikke være god nok - er ofte de bagvedliggende årsager til, at du frastødes af small talk. Men smalltalk er vigtig. Essensen af det er, at man taler om noget, man forventer, de fleste kan tale med om – og nej det repræsenterer måske ikke lige dine spidskompetencer og interessefelter. Men det giver rigtig god mening, når du møder nye mennesker. Fx til sammenkomster, med sammenbragte familier, bryllupper, runde fødselsdage eller på kurser, til sport, koncert eller andet – for husk at formålet med smalltalk er, at vi gør hinanden trygge.

Smalltalk er limen mellem os


Men vi bruger ikke kun smalltalk, når vi ikke kender vores samtalepartner. Smalltalk er også limen i mange sociale systemer som fx arbejdspladser, institutioner og foreninger. 


Smalltalk holder altså sammen på vores relationer. Vi kan ikke bigtalke med alle omkring os, det er umuligt og alt for svært at være i. Vi har brug for at tale om vind og vejr, og hvad der ellers hører ind under smalltalk kodekset. Vi har brug for pauser, hvor vi taler om det, vi kan være nogenlunde enige om, blive bekræftet i og føle vi møder medspillere – ikke modspillere. Og jo mere vi smalltalker, jo bedre bliver vi til det.


For nogen relationer vil smalltalk gradvist udvikle sig til mere betydningsfulde samtaler og måske ende med, at man kan have bigtalks. De fleste af os taler med mange forskellige, og styrer et meget nuanceret system med vurderinger af, hvor på skalaen, mellem smalltalk og bigtalk, samtaler befinder sig. Det er godt og sundt, at have relationer man taler med på forskellige niveauer. De bidrager alle, på hver deres måde, til vores mentale trivsel. Så underkend ikke samvær med lette og uforpligtende samtaler, og tillad at det bliver på det niveau, men tillad også, og bidrag til, at samtaler får mulighed for at udvikle sig i retning mod bigtalk i andre relationer/situationer.


Hvordan smalltalker man?


Don’ts

Det er ikke alt, din samtalepartner har lyst til at vide om dig. Hold intime og private ting for dig selv. Du skal ikke fortælle om din hæmoride, uvenskaber og dybtliggende personlige udfordringer eller diagnoser.


Hold dig som tommelfingerregel også fra politik, religion, sygdom og sex. Det er bigtalk og svært for din smalltalk partner at forholde sig til. Og hold selvfølgelig mobilen i lommen.


Tal ikke for meget, giv plads til, at din samtalepartner også får sagt noget.


Begrav ikke din samtalepartner i spørgsmål, og slet ikke flere ad gangen. Giv dig tid til at vente på svar på dine spørgsmål. Stil først et nyt spørgsmål efter du også selv har sagt noget, der ikke er et spørgsmål. Det er ikke rart at føle sig udspurgt.


Kender du typen, der altid har prøvet noget større, bedre og mere fantastisk. De er bare irriterende at tale med. De får dig til at føle, at det du byder ind med, bliver formindsket, devalueret og ikke er værd at høre på. Den tilgang er no go, når man smalltalker - så ingen pral.


Eller hvad med dem, hvor det ene gode råd efter det andet vælter ud af dem. Det kan godt være, det er velment, men det kommer bare til at virke bedrevidende, det dur heller ikke.


Hvis man bliver ivrig, kan mange let komme til at afbryde, ikke af ond vilje, men uanset hvad er det no go at afbryde, når man smalltalker. Kommer du alligevel til det, så sig undskyld og bed din samtalepartner om at fortsætte.


Højlydt latter eller forargelse tiltrækker opmærksomhed, og det kan opleves som pinligt og ubehageligt. Så undgå høje følelsesmæssige udbrud uanset om det er latter eller gråd. I det hele taget gør følelsesmæssige udbrud ikke noget godt for, at din samtalepartner føler sig tryg.


Tal ikke højere end resten af selskabet. Taler din samtalepartner for højt, kan du forsøge at sænke din samtalepartners stemmeleje, ved selv at tale lavere. Det plejer at smitte.


Do’es

Du skal have et positivt, åbent og imødekommende kropssprog. Søg øjenkontakt, smil og ret forsiden af kroppen mod din samtalepartner, det signalerer, at du er nærværende i samtalen.


Svar aldrig med enstavelsesord alene. Hvis du bliver mødt af spørgsmål, hvor du bliver aftvunget fx ja eller nej svar, så følg det altid op med mere. Fx Ja, det synes jeg også.., OK det er spændende… eller nej, og det er… osv.


Brug hv-ord til at spørge med. Det folder samtalen ud, og gør det umuligt at svare med enstavelsesord. Vær lidt forsigtig med at anvende ”hvorfor” – hvorfor kan få samtalepartneren til at føle, at han/hun/de skal stå til regnskab over for dig, og at du dømmer dem.


Tal om positive og neutrale ting.


Smalltalk kodeks


Tal om vejret, hvordan man kender værten, arbejde & studier, sport & hobbies, familie relationer, børn, kultur, teater, film, bøger, tv-programmer, serier, ferier, traktementet eller sjove oplevelser.


Tal om de omgivelser I befinder jer i, hvordan er man er kommet dertil, de omkringliggende omgivelser, lokalområdet, om man kender området. Alt det I begge kan se, lokalets udsmykning, borddækning eller andet. Det du kan se på din samtalepartner fx en smuk ring, solbrændt hud eller hvad personen drikker.


Det er kun fantasien der sætter grænser, så længe du holder dig inden for smalltalk kodekset.


Så husk! - din vigtigste opgave er at gøre din samtalepartner tryg. Gør I begge det, er det rart for jer begge. Og hvem ved, måske bliver din næste smalltalk partner, den vigtigste bigtalk partner for dig i fremtiden.


Hav en god snak 😊


19 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Medglæde

Comments


bottom of page