Det er nu, mens sommeren, og forhåbentlig varmen, er over os, at vi kan knalde i det fri. Slip dine og jeres lyster løs i naturen og pep dit sexliv op på den naturlige sexscene.
At dyrke sex, have elskov, elske, bolle, knalde, eller hvad man nu kalder det, i det fri, skaber nye og spændende sexoplevelser, der gør noget andet ved os end sex i lukkede rum – og du må godt!
Det kan vi takke de glade 70’ere for. I 1976 fastslog justitsministeren nemlig, at nøgenhed, nøgenbadning og sex i naturen er helt efter reglerne, men man skal naturligvis, ligesom når man har tøj på, opføre sig anstændigt og ikke blufærdighedskrænke. Du kan orientere dig på: https://mst.dk/borger/natur-og-fritid/regler-for-faerdsel-i-naturen/sex-i-naturen.
Hvorfor er det dejligt at knalde i det fri?
Naturen kan noget! Om du knalder, går tur, tager på picnic eller overnatter, så er det at være i naturen livsbekræftende og saliggørende i sig selv. For mange føles det at have sex i naturen som det ypperste naturlige, og de oplever, at det fuldender os som naturlige væsner i pagt med naturen. For andre kan det være noget spirituelt og ophøjet. En følelse af at alt går op i en højere enhed. For andre igen er det mere kødeligt og forbundet med akten, oplevelsen og tilfredsstillelsen i sig selv.
I naturen er omstændighederne omkring jer anderledes. Følelsen af udemiljøet, underlaget, luften og naturen omkring dig betyder dels; at din oplevelse er anderledes, men mange fortæller også, at der er en anderledes fri fornemmelse, og det betyder også, at du/I nærmest tvinges til at agere anderledes end du/I gør i de vante rammer indenfor. Alene det betyder, at jeres sex bliver noget andet, end den plejer at være. Der kommunikeres ofte også mere direkte om sexakten både inden og under, hvilket for mange gør det mere til en (forbudt) leg, I leger sammen med mere åbenhed over for hinanden, hvor jeres samarbejde er mere påkrævet. Mange fortæller mig om en følelse af at være i tættere kontakt og ikke mindst, at oplevelsen efterfølgende giver noget særligt, at I har den helt unikke oplevelse med jer, som I kan tale om og måske kan det fodre fantasien og handling til gentagelser og/eller nye legende sexeventyr.
Du behøver ikke være ekshibitionistisk
Du behøver ikke have ekshibitionistiske tendenser for at knalde i det fri, men der er selvfølgelig en risiko - eller mulighed - afhængigt af hvordan man ser på det, for at blive opdaget. Den spænding kan både gøre noget godt, og medvirke til, at man kommer mere i kontakt med at have sex: Det kan pirre lysten til mere sex og sætte fantasien og hed sex i gang. Desværre kan det også helt forhindre sex i det fri. Angsten for at blive opdaget kan sætte en stopper for lysten, men det er ærgerligt, hvis man helt afskærer sig fra at have sex i det fri på den bekostning, da der findes steder, hvor risikoen for at bliver opdaget er lav.
Tænk også på at det ikke er helt ligegyldigt, hvem der måske opdager det. Er det en, du ikke kan undgå at møde efterfølgende, fx en nabo, er det måske ikke en risiko du vil tage, men er det en, du aldrig møder igen, kan du måske være mere ligeglad. Derfor kan et frit knald med fordel være på ferien, eller langt væk fra din bolig.
Hvor og hvornår
Det er kun fantasien der sætter grænsen for, hvor man kan have sex i det fri; stranden, skoven, parken, haven, rastepladser, udsigtspunkter, skibe/både, enge og marker, bjergtoppe, grøftekanter, rundkørsler, porte, gårde og pladser, samt altaner, tagterrasser osv. osv. Find selv på flere spændende steder, og vurder hvilke steder, der passer til jer.
Timing er naturligvis også et tema, når man vil have sex i det fri. Nogle steder kalder på impulsivitet og andre på planlægning, og måske også udstyr fx et tæppe. Sex på stranden er i manges optik det ultimative mest attraktive og romantiske sted. Drømmen om hed sex i vandkanten og med bølger der skvulper ind over, er en fantasi, mange kan nikke genkendende til. Her er timing ifht. øvrige gæster naturligvis et emne. Derfor skal I finde en øde strand, vente til mørket falder på eller revurdere sex på strandkanten til en tur i klitterne eller i vandet.
Hvem
Iflg. YouGovs undersøgelse fantaserer unge ofte om sex i det fri. 49% ml. 18-29 år fantaserer om at have sex i naturen. Men det siger ikke noget om, hvor mange der rent faktisk udlever det.
Jeg møder desværre ofte ældre par, der har været sammen i længere tid, der synes, at det at knalde i det fri er forbeholdt ungdommens kådhed, det er de for gamle til, og det er alt for besværligt. Når de kommer hos mig, fordi de ikke længere orker sex, eller af andre grunde ikke har sex længere, bliver jeg nødt til at udfordre sådanne overbevisninger. Det gjorde jeg også med Susanne, der begyndte hos mig i individuel terapi, fordi hun kedede sig i sexlivet med hendes mand gennem 27 år.
Hun følte ikke, hun kunne tale med sin mand om det, og hun var ærgerlig over hendes egen måde at håndtere det på. Susanne fortalte, at det ikke altid havde været sådan, ja faktisk havde de, som de fleste andre, rigtig meget dejlig sex i starten af deres forhold. Hun sagde: ”Nu er det bare rutine og heldigvis sjældent - jeg undgår det helst. Det eneste formildende er, at der sker nøjagtigt det samme hver gang.”
Sammen gik vi på opdagelse i, hvornår Susanne havde mest lyst til sex. Det havde hun om sommeren, på stranden eller i haven, når det var dejlig varmt og hun – og hendes mand, var let afklædte, ikke helt nøgne. Hun sagde:
”Han er en meget smuk mand, det har jeg altid syntes, så jeg nyder at se ham i bar overkrop, det er bedst, hvis han ordner noget, så jeg kan se ham bevæge sig.”
Men hun handlede ikke på sin lyst. Hun lod den blot passere.
Sammen gik vi ind i hendes fantasi, og det viste sig, at hun drømte om, at han ville komme og tage hende midt i haven eller på stranden. Susanne kiggede på mig og sagde: ”Jeg ved godt, det aldrig kommer til at ske, tænk hvis naboerne ser det.” Men det skete!
Susanne tog selv initiativ til sex i haven. Første gang var de gået indenfor, derefter havde de arrangeret sig i haven, så de kunne have sex helt ugenert. Deres sexliv ændrede sig, og udviklede sig. De begyndte at tale om sex og de nød at planlægge nye spændende steder at have sex. Susannes mand Preben, der senere kom med til sessioner hos mig, fortæller, at han er dybt taknemmelig for, at Susanne valgte at reagere, og vise ham, hvad sex i det fri kan.
For sex i det fri kan noget! Det er frækt, samhørighedsskabende, anderledes og kan skabe dynamik og fornyelse i sexlivet. Men som med så meget andet, ved man desværre først, hvor skønt det er, og hvad det kan, når man har prøvet det og fundet sine, eller jeres egne, frie knald. Så eksperimenter med det, giv jer hen i det - måske som et fælles projekt måske som en overraskelse til din partner. Del fantasier om sex i det fri og få nye sexede oplevelser, der knytter jer tættere sammen.
Comments