Anerkendelser der ikke bliver taget imod, er gaver, du vælger ikke at pakke op. Det er ærgerligt for det fodrer og forstærker selvtilliden, selvagtelsen og selvværdet – det positive forhold til dig selv.
Anerkendelse er en gave, og den er nødvendig for vores forhold til os selv - men ofte tager vi hverken imod den, eller siger tak!
Og det gælder også den anden vej, vi er også dårlige til at give anerkendelse. At vi generelt er dårlige til både at tage imod og give anerkendelse, er ikke godt – for vi har alle brug for den!
Iflg. filosof Axel Honneths teori om anerkendelse har vi gennem vores opvækst, og i livet, brug for anerkendelse fra tre forskellige sfærer, den private, den retslige og den solidariske:
1. Den private; Er familien, partneren eller tætte venskaber, hvor anerkendelserne tager udgangspunkt i kærlighed og værdsættelse, at du oplever, at du er elsket og anerkendes for at være til.
2. Den retslige; Der handler om samfundsmæssige og personlige rettigheder, fx at du oplever, at du har lige ret.
3. Den solidariske; Står for de fællesskaber du er en del af, og at du anerkendes, for den du er, og det du bidrager med i fællesskaberne - fx på din arbejdsplads.
Det er nødvendigt at blive anerkendt i alle tre sfærer, for at blive et fuld individualiseret, sundt og modstandsdygtigt menneske. Anerkendelse fra disse tre områder giver hhv. selvtillid, selvagtelse og selvværd. Får vi ikke anerkendelsen, mister vi det positive forhold til os selv.
Jeg møder ofte mennesker, der ikke realiserer, at de får anerkendelse. Ikke fordi de ikke får anerkendelse, men fordi de simpelthen ikke hører den, og/eller tager imod den. Derfor er det interessant at se på, hvordan vi hver især tager imod anerkendelser.
Hvordan tager du imod anerkendelse?
Når jeg stiller det spørgsmål, lyder svaret ofte. ”Det er jeg ikke god til” - og så forklares det med:
· "Jeg synes ikke, at jeg har fortjent den, jeg gør jo bare mit arbejde."
· "Jeg bliver genert, og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv."
· "Jeg er ikke sikker på, at den er velment."
· "Jeg har ikke brug for, at andre anerkender mig."
Og når man reagerer på den måde, tager man ikke imod anerkendelser! Man deflekterer - giver det en anden retning, og tager det ikke ind. Man benytter sig af det, jeg kalder ”teflon-finten”. Man belægger sig selv med slip-let-overflade, som den på stegepanden, og tager ikke anerkendelsen ind hverken i bevidstheden, underbevidstheden eller i kroppen. Og så er det ikke så mærkeligt, at oplevelsen er, at man ikke får anerkendelser, når man gør alt man kan, for at slippe af med dem.
Det er ikke godt, for det skaber nogle rigtig ærgerlige følelser, og reducerer trivslen! Hvis man oplever ikke at få anerkendelser, vil jeg opfordre til, at man efterspørger dem. Det kan være grænseoverstridende, men et arbejdsliv og et privatliv, hvor man ikke føler sig anerkendt, er nedbrydende og forringer, som vi hørte fra Honneths teori, selvtilliden, selvagtelsen og selvværdet – og dermed det positive forhold til os selv.
Måske du kan efterspørge anerkendelser ved at spørge om andres mening ”Hvad synes du om….?” eller en mere træfsikker ”Jeg er glad for ….., synes du ikke også, det er godt?” Og der hvor du er mere tryg i relationen: ”Jeg synes selv, det er godt at jeg….., det vil jeg gerne anerkendes for😉
Bliv bedre til at modtage anerkendelser, så fodrer du din selvtillid, din selvagtelse og dit selvværd
Du kan derfor vinde meget, hvis du bliver bedre til at tage imod de anerkendelser, du får. Det lyder selvfølgelig let, men i praksis kan det være svært at ændre. For at blive bedre til at modtage anerkendelser, kan denne lignelse måske hjælpe dig:
Forestil dig at du skal til fødselsdag, og du har købt en gave. Forud for dit gaveindkøb har du brugt energi på at finde en gave, der passer til netop fødselaren. Så du glæder dig til at give gaven. Du har gjort dig umage, og håber, at det du har gjort, bliver godt modtaget.
Når du så overrækker gaven, bliver den ikke rigtig modtaget. Der bliver knapt sagt tak, den bliver ikke pakket op, og den bliver placeret i det mørkeste hjørne. Du oplever ikke glæden ved at give gaven, da den bare ligger i det mørkeste hjørne, og modtageren oplever ikke glæden og fordelene ved at modtage gaven.
Anerkendelser er gaver, man kan vælge ikke at pakke op og sige tak for, når man reagerer med ”teflon-finten”, men det har en pris for både modtageren og giveren.
Alle vinder, når du anerkender anerkendelser
Når man vælger at bruge energi på at anerkende, har man forud for anerkendelsen, som ved gaveindkøbet, gjort sig nogle tanker om anerkendelsen. Man har oplevet, at noget er så godt, at man vil bruge energi på at ytre, at det er godt – det behøvede man ikke. Der bliver sendt en gave, en anerkendelse – det er så modtageren, der vælger, hvordan den skal modtages. Skal man sige tak, pakke den op – og dermed anerkende den dejlige anerkendelse/gave?
Hvis du vælger at anerkende gaven, giver du en anerkendelse tilbage. På den måde fuldender du anerkendelsen - med en anerkendelse af den anerkendelse du fik i første omgang.
En sådan anerkendelse kunne lyde:
Anerkender: ”Hvor er det et stort stykke arbejde, du har gjort med at finde den gave, du er så betænksom – den er lige mig. 1000 TAK”
Modtager: ”Tak - det er jeg glad for, at du synes, og hvor er det dejligt, at du siger det til mig, det betyder meget.”
”Smør” dig ind i anerkendelse, og styrk selvtillid, selvagtelse og selvværd
Hvis man vil bruge anerkendelserne aktivt til at opbygge selvtillid, selvagtelse og selvværd. Skal man ”smøre sig ind i dem”. Man skal som det første sige tak, og gerne anerkende anerkendelsen, som nævnt ovenfor. At ”smøre sig ind i dem” vil sige, at man suger dem til sig, og internaliserer dem i sig. Du kan fx genfortælle anerkendelsen for dig selv, både inden i dig selv, men også gerne højt. Måske er det svært at fortælle sig selv om anerkendelsen højt, men gør det alligevel! Det virker godt, og forstærker anerkendelsen, fordi hjernen modtager anerkendelsen, både fra dit indre og fra dit ydre. For at forstærke anerkendelsen yderligere kan du fortælle andre om den. Det vil ofte være sådan, at hvis du fortæller andre om, at du er blevet anerkendt, vil de, du fortæller det, anerkende både det du er blevet anerkendt for og det, at du er blevet anerkendt.
Et eksempel på at ”smøre sig ind i anerkendelse” kan lyde sådan her:
Modtageren af anerkendelsen: ”Min chef anerkendte mig for mit arbejde i dag.”
Lytter: ”Ej hvor dejligt! Det kan jeg godt forstå, du har gjort det godt, fedt at det bliver anerkendt.”
Det virker altså dobbelt, og hjernen kender ikke forskel, men suger det til sig og fodrer både bevidstheden, underbevidstheden og kroppen med selvtillid, selvagtelse og selvværd.
Så tag ordentligt imod anerkendelser, lyt efter dem, lad dem leve ved at anerkende anerkendelser. ”Smør dig ind i” de anerkendelser du får, sig tak som det mindste og efterspørg anerkendelser, hvis du ikke oplever at få dem, og nyd at styrke din selvtillid, din selvagtelse og dit selvværd.
Prøv det, det virker!😊