Vi parterapeuter har altid mest at se til efter sommerferien og efter juleferien, altså i højsæsonerne for skilsmisser.
Men hvad kan I gøre for at jeres forhold holder over sommerferien, og I undgår at blive en del af årets skilsmissestatistik?
Man skal naturligvis være aktiv, nysgerrig og pleje sit forhold hele året, men der sker noget, når der i ferierne er tid til at være sammen og især i sommerferien, der er den længste periode, vi som par og familie har sammen uden forpligtelser som arbejde, skole, fritidsaktiviteter osv.
Tid og samliv
Tiden – og ikke mindst måden hvorpå vi individuelt er i tiden på samt bevidstheden om, hvordan I hver især er i tiden – har en helt essentiel betydning for, hvor godt vi som par og familier ”klarer” os igennem ferierne med masser af tid og ikke mindst uden hverdagstidsrammerne som spisetid, skoletid, arbejdstid, sovetid, fritid osv. For rammerne hjælper, eller tvinger os, alt afhængigt af hvordan man ser på det, med at leve i den samme tid med en nogenlunde ens døgnrytme. Og som par er det utrolig vigtigt, for at kunne være samhørige, at man har en nogenlunde synkron døgnrytme. Det er svært at få et samliv, med fælles aktiviteter, gøremål og et sexliv til at fungere, ikke alene pga. den praktiske tidsforskydning, men også fordi energiniveauerne ikke passer sammen og appetitten på og energien til fx sex bliver asynkron. Det kan betyde at sexlivet dør, også selvom parterne hver især ofte har lyst til hinanden, men det er ikke muligt at dyrke sex, måske fordi de helt praktisk er to forskellige steder eller den ene part er for træt eller slet ikke i humør til det.
Der er ikke nogen forkert måde at være i tiden på, men vi påvirker hinanden, med den måde vi er i tiden på. Og netop derfor kan det være hjælpsomt at kende sin egen og sin partners, og måske også sine børns, måde at være i tiden på.
Vi påvirker hinanden, med den måde vi er i tiden på
Nogle vil måske tænke, at min ferie er ikke fri for forpligtelser. Det forventes, at vi besøger mine svigerforældre, at vi tager sydpå og oplever noget spændende: museer, kirker og grotter står i kø. For nogle vil det være helt fint, og de glæder sig, de planlægger dagene og køber indgangsbilletter på nettet så tiden i ferien bliver brugt bedst muligt. Alt er timet og tilrettelagt, så tiden ikke bliver spildt. Mens andre har det lige omvendt. De har det svært med at hænge i endnu en klokkestreng, og skulle nå noget til bestemte tidspunkter, også i ferien. De har lyst til at tage uret af og lade dagen, omstændighederne og humøret bestemme, hvad feriedagene indeholder. De bliver på forhånd forpustede og pressede af, at skulle forholde sig til tidspunkter og forventninger, og det er ikke glædesforventninger, de har. De glæder sig tværtimod til, at det planlagte er veloverstået, så de kan komme tilbage og holde ferie. Omvendt bliver personer, der planlægger og ikke vil spilde tiden, utålmodige og rastløse af at skulle leve uden planer, de kan ikke se ferien for sig og stresser over, at de ikke kan forberede sig, på det der kommer.
Er det et par, der har det som beskrevet ovenfor, hvor den ene har brug for planer, og den anden har brug for at være fri for planer, kan det blive tydeligt, hvor irriterende ens partners måde at være i tiden på er netop i sommerferien, fordi det, som nævnt ovenfor, kommer mere tydeligt til udtryk, når tidsrammerne er væk. En anden udfordring er, at vi har mere tid og energi til at ruminere over det, og når vi først får øje, på noget vi er utilfredse med, kan vi komme til at samle til bunke og finde flere eksempler på, hvornår det også sker. Det vil føre til eksempler fra hverdagen og dagligdagen trækkes med ind i den konkrete problematik, og dermed vokser problemet sig meget stort meget hurtigt. Kritikken af hinanden vil ofte lyde; ”Du har så meget brug for kontrol, at jeg føler mig bundet på hænder og fødder” eller ”Jeg fatter ikke, jeg er faldet for dig, du er simpelthen så lad og uinspirerende”.
To forskellig måde at være i tiden på, kan være årsag til jeres konflikter
Hvis vi ser lidt nærmere på, hvordan man er i tiden, kan man dele det op i to kategorier; In time og Through time.
Som through timer er man god til, kan lide og har brug for at planlægge og at holde sig til planen, man er god til struktur, og vil gerne have noget ud af tiden. Derfor er en udpræget through timer oftest A-menneske, fordi de planlægger, hvornår de skal gå i seng, så de får en god nats søvn, og ikke mindst, få noget ud af dagen efter. For det er meget vigtigt for en through timer at få noget ud af tiden og ikke spilde den. Fx er de ikke glade for at stå i kø. En through timer er ikke glad for at komme for sent eller at andre gør det, de synes nemlig at andre spilder deres tid, når de kommer for sent. En through timer er god til at behovsudsætte. Skal de erhverve sig noget, sparer de gerne op, eller venter på det rigtige tilbud. Som Through timer har man en følelse af, at tiden er let at overskue, fra fortid, til nutid og til fremtiden. Det er let for dem at have tjek på, hvad de lige har gjort og hvad de skal. Nogle gange har de så meget styr på, hvad de skal, at de ikke kan være nærværende i nu’et, fordi de inde i hovedet allerede er på vej, til det næste de har planlagt. Så vil du være i kridthuset hos en through timer, så kom til tiden!
Som in timer er man oftest B-menneske, fordi man glemmer tid og sted, er meget til stede, i det man gør. Derfor kommer in timere ofte for sent i seng. Det betyder også, at man har tendens til at komme for sent, ikke fordi man er ligeglad, men fordi man er optaget af det man er i gang med, og ikke har styr på tiden og på hvad eller om, man skal noget andet på et bestemt tidspunkt. Til gengæld kan du altid regne med, at en udpræget in timer, altid er nærværende, når personen først er ankommet. In timere er impulsive og kan let skifte retning. Har de brug for at erhverve sig noget, bruger de det forhåndenværende. Planer, skemaer og retningslinjer er ikke noget for dem, de tager det som det kommer, eller som de kommer i tanke om det. Så hvis du vil i kridthuset hos en in timer, skal du give dem tid!
Måske lægger I ikke så meget mærke til jeres forskellige måder at være i tiden på, da man i hverdagen er tvunget ind i en ramme og derfor ikke får realiseret, at I er meget forskellige på det område. Men det kommer til udtryk, når hverdagsrammerne er væk - fx i sommerferien.
Når det er sagt, er det beskrevet lidt karikeret, men jeg håber, I kan se tendenserne og måske genkender dem i jer selv. Man er som oftest lidt af begge dele på forskellige områder. Man har hver især en, for en selv, naturlig måde at være enten mest in timer eller through timer på. Man kan være den ene kategori udtalt eller man kan være lidt af begge kategorier. Det er selvfølgelig rart at vide, men det vigtige er, at man kender til, hvordan og på hvilke områder og om man, fx af vilkår og omstændigheder, kan være ”tvunget” ind i en kategori, som man ikke helt føler sig tilpas i. Fx lever en typisk børnefamilie, med en døgnrytme, der er givet af børnenes skolegang og basale behov samt forældrenes arbejde med faste rutiner, der er hægtet op på tidspunkter. Dertil kommer de mange ad hoc aftaler som lægebesøg, møder og legeaftaler. Med sådanne vilkår er man nødt til at være udtalt through timer, og er man af natur mere in timer, kan det være vældig vanskeligt at føle sig tilpas, tilstrækkelig og man vil ofte opleve, at man ikke kan overskue det. Det ender måske med, at ens partner tager over og planlægger alt hen over hovedet på en. På den måde bliver man udføreren. Den der modtager og udfører ordrerne, mens partneren bliver den der styrer. Og på den anden side, står through timeren, og føler, at det hele hænger på vedkommende med ansvaret for, at ting bliver gjort på rette tid og sted, og føler sig belastet af det.
Lær at forstå din partners måde at være i tiden på, og få mere harmoni i forholdet
Men hvad skal man gøre ved, at man er i tiden på forskellige måde? Som udgangspunkt vil det at være bevidst om ens egen og ens partners måde at være i tiden på, kunne hjælpe. Det vil give jer mulighed for at kommunikere om det, blive nysgerrige på hinanden og skabe forståelse, accept, respekt og blive kreative om, hvordan netop I kan være sammen i tiden.
Du kan fx starte med at dele kronikken her med din partner. I kan hver især tage testen ”hvordan er du i tiden” på min hjemmeside, og tage en snak ud fra den.
Forventningsafstemning er altid godt, også hvis forventningerne er, at man ingen har. Det er nemlig en typisk in timer frustration, at skulle tænke på og forholde sig til, hvad de forventer, da de ikke er tilhængere af at planlægge og dermed har svært ved at have forventninger til det, der ikke er planlagt. Det betyder ikke, at en in timer ikke kan glæde sig til noget. En måde at komme rundt om det på er at planlægge tid, der ikke er planlagt – altså planlægge ikke at planlægge. Måske kan I tale om jeres ønsker og intentioner for sommerferien, og I kan planlægge for noget af tiden og lade andet tid være uplanlagt.
Giv dig selv og din partner den gave at være med din partners måde at være i tiden på
Måske har du brug for at spørge dig selv, om du er sammen med din partner, fordi han/hun/de skal være det samme som dig, eller om du synes, det er spændende og dejligt, at din partner er sig selv. Det er både udfordrende, især i starten, men det er også en måde at lære, at tiden ikke alene kan bruges på din måde, men også kan være dejlig at bruge på en anden måde. De fleste der bruger tid på partnerens tidspræmisser, opdager eller genopdager noget om partneren og om sig selv. Måske kan du igen blive forelsket i det ved din partner, der er spændende og anderledes end dig selv. Måske var det noget af det, der gjorde, at du faldt for din partner?
Klienternes erfaringer
Klienter der har eksperimenteret med at bruge tid på partnerens tidpræmisser siger: ”Det var så dejligt, at vi aftalte, at jeg med god samvittighed kunne trække mig fra planlægningsshowet.” ”Det var lettende, at vi fik indlagt åndehuller, hvor jeg kunne slappe af, det gjorde faktisk også, at jeg bedre kunne nyde det, der var planlagt.”
”Jeg var rigtig glad for at vi vekslede mellem dage med planlagte aktiviteter og dage uden, og jeg kan godt se, at det er smart, at noget er planlagt. Det blev tydeligt, da det hele ikke var planlagt. Faktisk går det nu op for mig, at jeg er enormt glad og taknemlig for, at du er så god til at planlægge.”
”Det var grænseoverskridende for mig, da vi to dage i træk havde aftalt ikke at forholde os til tiden. Men jeg må indrømme, at jeg kunne mærke, at jeg sidst på dag to bedre kunne være med, at jeg ikke behøvede at gøre noget bestemt på et bestemt tidspunkt, fx aftensmad. Jeg kan godt se, at det med at give lidt slip på ”tidsfascisten” i mig, kan noget. Det betyder også, at jeg kan slippe følelsen af at have ansvaret alene.”
6 gode råd!
Besøg hinandens måde at være i tiden på
Undersøg hvordan du er i tiden, del det med din partner og vær nysgerrig på, hvordan det er at være din partner, når du er i tiden på din måde
Fortæl at du elsker din partner, også selvom du ikke bryder dig om, at personen kommer for sent, planlægger alt eller, hvordan din måde at være i tiden på, har betydning for jeres forhold
Fortæl din partner, hvordan du ønsker at jeres sommerferie skal være og lyt til, hvad din partner ønsker
Gå på kompromis, og giv plads til at din partners ønsker og behov – og mærk efter om det er OK med dig, er det ikke det, må I finde et andet kompromis
Tag og giv hinanden små pusterum, tid væk fra hinanden eller fra familien. Det er meget at være sammen 21 dage 504 timer i streg. Gå en tur alene i skoven, mød en ven, bliv hjemme mens ens partner eller familie er ude
Få nyheder og inspiration fra mig direkte i din indbakke og tilmeld dig mit nyhedsbrev
Komentar