top of page
Søg

Verbale krænkelser har betydning for os både i nutiden og i fremtiden

Mange får måske røde knopper, bare de hører ordet krænkelser, men det må da efterhånden være gået op for de fleste, at vi kan lige så godt vænne os til det.

Verbale krænkelser er i verden, og de foregår langt oftere, end man skulle tro, og det er vigtigt, at vi adresserer dem, for de er ødelæggende for os og vores tætteste relationer - fx parforholdet – og det er de både i nutiden og i fremtiden. For at komme dem til livs, har vi brug for hinanden.



I forlængelse af Kvindernes Internationale Kampdag i går er det højaktuelt at tage en svingom med de verbale krænkelser og verbale mikrokrænkelser, der hele tiden er omkring os.


Verbale krænkelser kan være åbenlyse - som højlydt tilsvining og nedgørelse ifht. fx køn, seksualitet, krop eller andet. Og så er der de verbale mikrokrænkelser. Dem der er så indgroede, at vi ikke opdager dem, fordi de er indbyggede i sproget, handlinger og adfærd. Det kan fx være sætninger som: ”Er du tøsefornærmet?”


De forekommer ofte ubevidst, og derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med at gøre dem tydelige for vores bevidsthed, så vi kan forholde os til dem, kommunikere om dem og være i kontakt med dem. Ikke alene i det offentlige rum, men også hjemme i familierne, i parforholdet, mellem venner – og ikke mindst inden i os selv.


Er du mon verbal krænker eller krænkes du verbalt?


Vi kender dem alle. Det er der, hvor en siger noget, som man rammes af. Man får lidt, eller meget, ondt i maven, og man skal måske sunde sig for at fortsætte uden at ”tabe ansigt”. Hvis du ikke kender det, så er det måske, fordi du selv, ubevidst, kommer til at krænke verbalt, eller du kan have udviklet et værn, der ikke lader verbale krænkelserne trænge ind – og du oplever ikke en gang, at du bliver krænket. Hvis man oplever den situation, er det helt på sin plads at blive krænket på andres vegne! Uanset om de verbale krænkelserne er store og tydelige, eller det er verbale mikrokrænkelser, har de betydning for vores trivsel og vores måde at kunne være i verden på.


Det er helt naturligt – og vigtigt - at vi beskytter os selv, og opbygger forsvarsmekanismer, for at passe på os selv. Men ikke alle forsvarsmekanismer er langtidsholdbare, problemer og krænkelser forsvinder ikke, blot fordi man gemmer dem, eller skubber dem væk.


Hvis du har oplevet mobning eller andre krænkelser, har du måske belagt dig selv med ”teflon” så krænkelserne ikke sidder fast – ligesom maden på stegepanden. Du har altså opbygget en evne, der gør, at du i nogen grad kan ignorere og skubbe krænkelserne væk fra dig selv, så du magter at komme videre og stå det igennem. På overfladen er krænkelserne ”gledet af panden”, og lever ikke i rummet mellem mennesker - men tag ikke fejl! Ofte har de brændt sig fast inden i os, og det påvirker os både direkte og indirekte, og har indflydelse på den måde, vi lever livet. De kan være brændt så godt fast, at de først kommer til udtryk langt senere i livet.


Gamle strategier kan være ødelæggende

Teflonbelægningen og de veludviklede forsvarsmekanismer kommer man ofte til at bære med sig, måske helt fra barndommen og op i voksenlivet, fra arbejdsplads til arbejdsplads eller fra parforhold til parforhold.


Ubevidst kommer man til at anvende forsvarsmekanismerne i andre kontekster, hvor de måske ikke længere hjælper en, faktisk kan de være ødelæggende fx i tætte relationer som parforholdet. Det man gjorde for at undgå konfrontation med Peter i skolegården i 6 klasse, er højst sandsynligt ikke det, der er brug for i en voksen parrelation. Men indgroede vaner er svære at gøre op med, og vi kommer ofte til at anvende de samme strategier; Fx tavshed, glatte ud, ”gå i et med tapetet”, give ret, angribe, overreagere, overskride grænser osv. som vi gjorde i barndommen eller i tidligere parforhold.  


Man har lært sig selv, at det er farligt at vise andre, hvem man er. Det gør livet besværligt, hæmmer den frie udfoldelse, og svækker tilliden til andre mennesker. Det kan betyde, at man har svært ved at dele de følelser, kropsfornemmelser og tanker man har, fordi man har en negativ forventning om, at de bliver modtaget på en dårlig måde, med hån, latterliggørelse eller bare ignoreres. Det kan resultere i, at man trækker sig når nogen, måske partneren, eller en livsbegivenhed, kommer tæt på. Man mister altså evnen til at indgå tætte og fortrolige relationer og til at være i kontakt med det, der bevæger en.


Verbale krænkelser i fortiden kan have indflydelse på dit parforhold i dag.

I parterapien hører jeg ofte om, hvordan krænkelser manifesterer sig som frustrationer fra den enes side. Den ene klager over, ikke at kunne mærke deres partner. Der bliver ikke delt ud af tanker, følelser og kropsfornemmelser, og det skaber ofte usikkerhed for partneren, der føler sig ekskluderet, mangler nærhed, fortrolighed, intimitet og sex. De beskriver tit en følelse af at leve et lidt tomt overfladeliv, hvor det er svært at sætte fingeren på, hvad det er, der ikke fungerer. De kan ligesom ikke rigtig mærke deres partner.


Kommunikation og tryghed er nødvendigt


Det kræver mod og et trygt miljø at bryde ud af den form for mønster og ofte også en, fx en terapeut, der kan oversætte og hjælpe med at undersøge hvilke mønstre, der dels udspiller sig i den nuværende relation, og hvordan de hænger sammen med tidligere hændelser og, især, hvordan de kan opløses – for det kan de heldigvis.


Så der er mange gode grunde til, at vi skal de verbale krænkelser til livs!

Som jeg skrev tidligere, er det absolut nødvendigt, at vi lærer at kommunikere om de verbale krænkelser. Så vi kan være med dem, og realisere at de findes, ellers kan vi ikke stoppe dem. Som krænket skal man lære at sige fra overfor krænkelserne, skrabe teflonbelægningen af og ikke finde sig i det. Men det kræver at krænkeren åbner op, lytter, accepterer, respekterer, har empati og er åben for forandring. Tillade at egne overbevisninger stilles til skue og motioneres, og at der stilles spørgsmål til dem. For både krænket og krænker kræver det et trygt miljø og en tryg kultur.


Jeg kender en mand midt i halvtredserne, som har spillet fodbold næsten hele livet. Han erkender i dag, at det var dumt, at han tidligere i livet, råbte sexistiske skældsord til modstandere, dommere og tilskuere, uden tanke for de krænkelser det medførte, det var bare det ”man” gjorde.

Det er at åbne op, godt nok retrospekt, men det er aldrig for sent at blive klogere. Sådanne erkendelser smitter af og forebygger krænkelser og får mennesker, der hører om det, til selv at reflektere.


Det er ikke nok, at vi kun gransker vores egne overbevisninger i egne stille sind. Vi skal åbne op for dem, erkende dem og skabe miljøer og kulturer, så vi sammen kan tåle at være i kontakt med de verbale krænkelser.


Udfordringen med at italesætte de verbale krænkelser i nuet er, at det ofte er dem, der løfter dem op, der også kan mærke dem - og krænkes!

Det er altså dem, man i første omgang mere eller mindre bevidst, godt kunne krænke, hvis stemme ikke vejer lige så tungt som de andres – og som dermed enten overhøres eller krænkes igen, fordi de, lidt populært sagt, ødelægger den ”gode stemning”.


Det er svært med verbale mikrokrænkelser, fordi de ofte har karakter af at være kutyme, accepteret eller set gennem fingre med. Det kræver overskud og mange ressourcer at mobilisere den selvtillid, der skal til for at ytre sig om den krænkelse, man udsættes for.

Man stiller sig selv til skue, med sårbarhed og risiko for at blive udskammet, latterliggjort og nedgjort, og når man har en historie med krænkelser, er det som nævnt ikke sikkert, at man oplever dem, eller at man har ressourcer til at løfte dem op.


Så hjælp hinanden, vær bevidste, ikke dømmende og nysgerrige, skab trygge rum sammen og træk de verbale krænkelser frem i lyset.

På den måde kan vi eliminere dem og få et rigere og friere liv – både i nutiden og i fremtiden. 

7 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Kommentarer


bottom of page