Med en stor og ærlig lup bør vi se indad og forstørre og erkende vores overbevisninger om køn. Jeg mener, det er nødvendigt for os at se bort fra stereotyperne, og revidere vores forståelse af menneskelig værdi!
På fredag er det Kvindernes Internationale Kampdag, og det er aktuelt at se på, hvordan det går med ligestillingen - og ligeværdet.
Personligt har jeg det svært med, at vi bruger ordet ligestilling og ikke ligeværd, når vi taler om, hvordan vi som mennesker – og ikke køn – i udgangspunktet bør have samme værdi, og derfor selvfølgelig også skal være ligestillede.
Danmark ligger på en 23. plads efter Rwanda og Namibia, mens de øvrige nordiske lande indtager 4 af de 5 første pladser, når det gælder ligestilling? – det er pinligt!
Med en stor og ærlig lup bør vi se indad og forstørre og erkende vores overbevisninger om køn. Jeg mener, det er nødvendigt for os at se bort fra stereotyperne, og revidere vores forståelse af menneskelig værdi!
”Ligestilling tager udgangspunkt i, at kvinder og mænd er ligeværdige, hvilket betyder, at kvinder og mænd skal have samme rettigheder og muligheder.”(Borger.dk) Men jeg er ikke sikker på, at vi har det udgangspunkt, altså at kvinder og mænd er ligeværdige. Vi forsøger at ligestille kønnene vha. regler og love for derigennem at opnå ligeværd. Men ligeværd opnås ikke alene strukturelt.
I min optik starter ligeværdet inden i os selv. Det må være indre overbevisninger, der, mere eller mindre bevidst, stadig den dag i dag, skaber ulighed i værdisættelsen af køn. Ellers ville det ikke halte så meget med ligestillingen!
Vores overbevisninger formes af vores opvækst, og de miljøer vi bevæger os i; fx kultur, religion, sociale- og økonomiske miljøer og de knubs og anerkendelser, vi får der.
Kvinder anerkendes ikke på lige fod med mændene
Kvinders tilstedeværelse og bidrag er ikke lige så værdifuldt som mænds, og det er sørgeligt. Hvorfor skal kvinder stå på tæer, være mere og bedre og indrette sig under mandens normer for at opnå anerkendelse?
I 1976 blev ligelønsloven vedtaget, 48 år er gået, og vi har stadig ikke ligeløn - skuffende!
I festligt lag talte jeg om ligestilling på arbejdsmarkedet med en midaldrende mand, i en høj stilling med ledelsesansvar. Han sagde: ”Bare vent, der kommer lige ret på arbejdsmarkedet om 40-50 år.” Han forsøgte at lukke samtalen med en håndbevægelse, og skubbede problemet væk fra sig selv. Jeg var rystet og skuffet! Samtalen endte med, at jeg anerkendte ham for hans tålmodighed, og bad ham anerkende, at jeg personligt, og som repræsentant for mit køn, bestemt ikke besidder samme tålmodighed som ham – faktisk er jeg temmelig (læs FUCKING) utålmodig!
Hvad mon han kan finde, hvis han tager den store lup frem, kigger indad, og ser på egne overbevisninger om køn?
Hjemme i privaten
Men det er ikke kun i det offentlige rum, det halter. Som parterapeut oplever jeg, at netop anerkendelse og ejerskab af hjemmets opgaver, ofte er parrenes udfordringer. De fortæller, at de skændes meget, tit om det praktiske i hjemmet. Det mest almindelige er, at fordelingen er skæv. Kvinderne synes, at mændene hjælper for lidt, og bruger for meget energi og tid på sig selv - ofte uden for hjemmet. Det bakkes op af forskningen: Mænd har 27 min. mere fritid om dagen end kvinder (Rockwool 2018).
Manden som hjælper
Læg mærke til formuleringen: ”Kvinderne synes, at mændene hjælper for lidt.” Hvordan kan det være, at manden er ”hjælper”? Også her er noget skævt.
Kvinden er ofte projektleder i hjemmet, hun har ansvaret – nogle gange har hun taget det, andre gange er det påtvunget.
Projektlederen tager sig af de usynlige opgaver i hjemmet. De opgaver man kun lægger mærke til, hvis der ikke er taget hånd om dem. Hun sørger for, at aftaler indgås og overholdes, at alle, inklusive manden, er up to date. Hun er praktisk blæksprutte og familiens personlige sekretær, der sørger for, at det hele lander på rette tid og sted. For slet ikke at tale om den fysiske og mentale sundhed i familien, som hun også jonglerer med. Manden har mistet ejerskabet, mens kvinden leder og fordeler arbejdet.
Måske kan du genkende det fra dit eget liv?
En mand fortalte, at han var usikker og bange for at gøre noget forkert, når han kom hjem. Han blev længere på arbejde, for at undgå usikkerheden og gå hvileløst rundt om sig selv, mens konen skældte ham ud, for det han ikke gjorde. En svær situation for begge parter. Kvinden følte, at alt hun gjorde for familien og for sin mand, blev betragtet som en selvfølge. Manden på den anden side følte, at han aldrig slog til, aldrig gjorde nok og godt nok. Han havde ikke ejerskab af hjemmets drift, kunne ikke handle selvstændigt, og følte sig uduelig og overflødig. Der var ikke ligeværd; parrets/familiens værdier var ikke defineret, og ikke indlejret i hverken ham - eller hende – de havde ikke fælles fodslag, fordi de ubevidst var fanget i det traditionelle kønsrollemønster.
Men det behøver ikke være sådan. I parforholdet kan vi godt indgå strukturelle aftaler,
fordele opgaver mm, og de kan virke en tid. Men skal vi skabe langtidsholdbar forandring, må vi tage fat om problemets rod; ejerskabet.
Vi skal tale om vores overbevisninger, værdier, kultur og den paridentitet, der er i forholdet og ikke mindst i følelserne.
Ligeværd-arbejdet skal være tydeligt i de sociale fællesskaber – der hvor overbevisningerne bl.a. formes fx i familien. Jeg er sikker på, at langt de fleste forældre er superbevidste om og opmærksomme på netop det, men alligevel holder de traditionelle kønsrollemønstre ved. Arlas undersøgelse BUM (Børn, unge og mad) fra 2023 viser, at 67 % af børnene laver mad med mor, mens kun 49 % laver mad med far. Samme tendens afspejles i ejerskabet for madlavningen; 52 % af pigerne tilbyder selv at hjælpe, mens kun 41 % af drengene gør det. Det er ærgerligt, for ejerskabet er absolut nødvendigt for ligeværdet.
Få styr på værdierne
Og måske er det netop her, i hverdagen, i vores familier og andre sociale systemer, vi mister ejerskabet ifht. at skabe ligeværd. Vores meget strukturelle, og nødvendige, forsøg på at skabe ligestilling gør måske, at det bliver noget man gør, fordi vi har aftalt eller lovgivet om det, og vi ”får skæld ud”, hvis vi ikke gør det. - Men er følelserne, overbevisningerne og ejerskabet med? Flytter vi på overbevisningerne med strukturen?
I nogen grad. Der foregår helt sikkert en socialisering – og overbevisninger revideres. Men det skal også komme inde fra! Vi skal øge bevidstheden, se indad og turde være i kontakt med vores, måske ikke altid så flatterende, overbevisninger. Erkende at vi er formet af vores miljøer og ikke mindst, at vi ikke behøver at fastholde de overbevisninger, der krænker ligeværd.
Gå på opdagelse med den store og ærlige lup i dine og dine relationers overbevisninger, og tillad at de motioneres og udvikles mod ligeværd – så vinder vi alle!
Så jeg spørger igen: Har I ligestilling eller ligeværd hjemme hos jer?
Comments